Tilbage

Til forsiden

Til oversigten


 

Min skolegang i Nørreby 1944-51

Af Knud Fredberg

 

Skolevæsenet i Nørreby

Før jeg fortæller om min skolegang, vil jeg kort beskrive, hvordan skolevæsenet har udviklet sig i Nørreby:

Den første skole blev bygget i 1741 og lå på den nuværende Skærvej. Bygningen, der senere kom til at fungere som hospital (fattiggård), blev nedrevet i 1919. Som de fleste af datidens skoler har Nørrebys første skole nok været en lille bindingsværksbygning med en lærerbolig i den ene ende, en skolestue på 25-35 kvadratmeter i midten og måske en lille stald i den anden ende.

Den afløstes af en ny skole i 1827, og den blev bygget, som den ser ud i dag: En lille trelænget, stråtækt ejendom med et forholdsvis stort stuehus nord for gårdspladsen. Vestlængen er en lille bygning, hvor der var vognport og lade, og østlængen en lille bygning med stald. Syd for gårdspladsen ligger selve skolebygningen, der indeholdt en skolestue og et lille forrum med knager til overtøj og hylder til fodtøj.

Samme år blev Lars Nielsen Lund af grevinde Bernstorff på Gyldensten kaldet som lærer og kirkesanger i Nørreby, og her fungerede han indtil sin død i 1868. Min farmors forældre, der er født og opvokset henholdsvis i Jersore og på Jersore Mark, har uden tvivl gået i skole hos lærer Lund. Min farmors mor var i en periode efter sin konfirmation tjenestepige hos familien Lund i Nørreby Skole.

I perioden 1868-1913 var August Jørgen Ulrich Nielsen lærer i Nørreby, og han giftede sig med en datter af sin forgænger, L. N. Lund. Min farmor fra Lindø gik i skole i Nørreby i denne periode, og jeg husker, at hun fortalte, hvordan hun sammen med andre børn fra Jersore gik ad en skolesti til Nørreby og tilbage - en tur på 6-7 km. I 1891 blev Jersore udskilt som et selvstændigt skoledistrikt, og en skole blev bygget der.

Lærer A. J. U. Nielsen efterfulgtes i 1913 af sin søn Axel Nielsen, som således blev 3. generation af Lund-Nielsenske lærere i Nørreby. Min far, mine tre fastre, mine tre søskende og jeg selv har gået i skole hos ham.

På grund af et stort børnetal blev der i 1917 bygget en forskole på Bundgårdsballe, hvor bygningen ses den dag i dag. Det er en vinkelbygning, hvor der i den ene fløj var skolestue med kakkelovn og et garderoberum med knager og hylder med plads til træsko, gummi- eller træskostøvler. I gavlen med direkte indgang udefra var der et gammeldags "das" til lærerinden, et til pigerne og et til drengene. I den anden fløj var der en lille lejlighed til en lærerinde.

Lærer Aksel Nielsens søster, Astrid Nielsen, blev ansat som den første forskolelærerinde i Nørreby. Hun blev i 1937 efterfulgt af Maria Nørgaard, som således blev den første lærer i mere end 100 år, der uden at tilhøre det Lund-Nielsenske lærerdynasti underviste Nørreby-børn.

 

Min skolegang

Første skoledag

Den 1. april 1944 mødte min mor op med mig i Nørreby forskole hos frk. Nørgaard. Forud var gået et større opgør. Jeg måtte nemlig ikke gå med livrem, som efter mors mening var usundt og ville medføre, at jeg hele tiden skulle "hive" op i bukserne. De skulle i stedet holdes oppe af nogle meget småbarnlige (tyrolerlignende) seler, og det fandt jeg meget nedværdigende at møde frem med. Jeg husker ikke udfaldet, men jeg har nok måttet krybe til korset og i babyselerne.

Ellers husker jeg ikke meget om dagen, udover at et andet af de fremmødte børn i overlegen stil stod oppe på podiet og fortalte os andre, hvad alle bogstaverne på tavlen hed. På hjemvejen gav mor udtryk for utilfredshed med det, fordi lærerinden på forhånd netop havde bedt forældrene om ikke at lære os børn noget om læsningens mysterier, før vi kom i skole.

 

"Den lille skole"

Frk. Nørgaard spillede på stueorgel, og vi skulle pænt bede om lov til at komme op for at få spidset blyanten på en stor spændende blyantspidser, som var fastgjort på katederet. Ved skoledagens afslutning sang vi "Nu er dagen til ende, og til hjemmet vi gå ..........." og defilerede derefter forbi frk. Nørgaard, gav hende hånden og bukkede.

Jeg husker udflugten på apostlenes heste til Nørreby Strand. Vi spiste vores madpakker i afholdsforeningens sommerhus og fik hver en citronvand med patentprop. På vejen hjem var vi inde på Mosegaarden og få æbleskiver. Under en anden udflugt med samme transportmiddel til Klinte lavede vi huler i halmen i sognefogedens "hjælm".

Også situationerne, når en mus i løbet af natten var gået i frk. Nørgaards musefælde, har fæstnet sig i min hukommelse. Fælden med det levende indhold blev anbragt midt på legepladsen med os drenge bevæbnet med hendes have- og rengøringsredskaber i en rundkreds om den, mens pigerne så til. Vi skiftedes til at være den, som åbnede fælden og rystede musen ud. Engang lykkedes det en mus at undgå sin skæbne ved at smutte gennem hækken og ud i friheden på nabomarken.

Jeg erindrer musetrappefabrikationerne op til jul og den hver sommer tilbagevendende begivenhed, hvor vi skulle plukke morellerne af det store træ i lærerindens have.

Ligeledes husker jeg, at vi umiddelbart efter 5. maj 1945 fik udleveret hver et trykt eksemplar af sangen "En vinter lang og mørk og hård på fem forbandede år...........", hvor frk. Nørgaard havde overstreget "forbandede" og i stedet skrevet "forfærdelige". Vi bestræbte os selvfølgelig på ved enhver lejlighed at synge "forbandede år" ekstra kraftigt - også når vi i samlet trop skred hen ad Bundgaardsballe på vej fra skole. Noget senere udkom så "En lærke letted´..........", hvorefter den første frihedssang gled helt ud af frk. Nørgaards repertoire, men den fortsatte med at være vores foretrukne.

1944-årgangen bestod af i alt 7 drenge, som i det skoleår udgjorde 1. klasse i Nørreby forskole. Vi gik i skole 3 af ugens dage. I 2. og 3. skoleår var vi i skole de andre 3 ugedage. I 2. skoleår gik vi sammen med de børn, som havde påbegyndt skolen et år tidligere end os. I 3. skoleår gik vi sammen med de børn, der var kommet i skole året efter os, her iblandt min ældste lillebror.

I vores 3. skoleår følte vi os efterhånden alt for store til at gå i "den lille skole", og endelig oprandt dagen, hvor vi skulle om i "den store skole".

 

"Den store skole"

I denne skole blev vi så et år ad gangen skiftevis forenet med den et år ældre og den et år yngre årgang. I 4. og 5. skoleår gik vi i skole mandag, onsdag og fredag, og i 6. og 7. tirsdag, torsdag og lørdag - om sommeren fra kl. 8 til 14 og om vinteren fra kl. 9 til 15.

Allerede den første dag fik vi at vide, hvilken opførsel lærer Nielsen forventede af os. Vi skulle bl.a. rejse os op, når han kom ind, og sige "De", hvad vi også havde gjort hos frk. Nørgaard, men nu skulle vi også tage huen eller kasketten af, når vi mødte læreren ude i byen. Vi bestræbte os selvfølgelig på at komme af vejen, når han gik tur, men når vi ikke kunne undgå at passere ham på gaden, rev vi noget forlegne vores hovedbeklædning af, og han kvitterede ved at lette på den bløde hat, han altid gik med på hovedet udendørs.

Om vinteren var der noget koldt i skolestuen om morgenen, fordi lærer Nielsen ikke havde været meget tidligt oppe for at tænde op i kakkelovnen. Det blev der dog kompenseret for op ad dagen, hvor han jævnligt rystede askeristen og med "kulskovlen" fyldte flere briketter eller koks fra "kulspanden" ind ad lågen, så der til tider blev endog meget varmt for dem, der sad nærmest kakkelovnen.

I selve lærerboligen satte vi kun vores ben, når doktor Børresen kom for at modtage vores medbragte flaske med urin, se os i underbukser, banke og føle på os, mens han opfordrede os til at hoste og trække vejret dybt.

Udbygningerne virkede lidt hemmelighedsfulde, for vi vidste ikke rigtigt, hvad de indeholdt. Vi havde kun adgang til de gammeldags "dasser" ved enden af staldbygningen. Halvdelen af de ca. 4 tønder land, der hørte til lærerembedet, var netop blevet inddraget til sportsplads. Det resterende areal var overladt lærerens svigersøn til kommerciel grønsagsdyrkning, så landbrugsbygningerne blev ikke brugt til deres oprindelige formål.

Vi, der boede i selve byen, løb hjem for at spise til middag. De, som kom fra Holmene, Nørreby Mark, Nørreby Hals og Jersore Mark, spiste medbragte madpakker på skolen. Middagspausen må ofte have været temmelig lang, for vi kunne nå både at komme hjem, spise varm mad, vende tilbage og om sommeren spille fodbold på sportspladsen 300 m ned ad vejen mod Klinte, inden lærer Nielsen med sin fløjte kaldte os ind til undervisning.

Når vejret var til det, legede vi i frikvartererne omkring skolebygningen, spillede "tagbold" eller "stikbold". Selv om vi gik 2 årgange sammen, var vi jo ikke mere end 12-15 børn i skolen til daglig, så det var overskueligt.

Når vejret ikke var til udendørs aktiviteter i frikvartererne, legede vi i skolestuen. Det var ofte temmelig dramatiske lege, f. eks. "krig", der bestod i, at et hold i hver sin ende af lokalet gik i dækning bag borde og bænke og i korte øjeblikke dukkede op og beskød det andet hold med papirkugler i gummibånd. Da de nederste vinduesglas var malet hvide, for at vi ikke skulle kunne se ud, når vi sad på vore pladser, gav det os - helt sikkert utilsigtet - den fordel, at læreren heller ikke ovre fra privaten kunne se vores aktiviteter i skolestuen. De skulle blot foregå under halvanden meters højde. Når det var påkrævet, sørgede vi for at have en udkiksmand, som varskoede os, når læreren trådte ud af privatboligens dør og i sine træsko krydsede gårdspladsen med indeskoene i hånden. Vi kunne så nå at stå pænt ved vores pladser, når han kom ind i lokalet.

Skoledagen startede med en morgensalme, hvorefter læreren bad fadervor. Derefter var der overhøring i dagens salmevers, som nogle udpegede elever på skift stående skulle gengive ordret.

De 2 årgange, som gik i skole samme dag blev undervist sammen i bibelhistorie, herunder Luthers lille katekismus, i geografi, historie, gymnastik og sang. Pigerne var dog ikke med til gymnastik, men gik i stedet til håndgerning omme hos frk. Nørgaard. Undervisningen i vidensfagene startede med, at vi blev overhørt i det stof, som var blevet gennemgået i sidste undervisningstime, og som vi havde "fået for" som hjemmearbejde. Derefter gennemgik læreren lektien - som regel krydret med små anekdoter - til næste gang. Til gymnastik, der foregik i forsamlingshuset eller på sportspladsen, og til sang, hvor læreren spillede violin, var der intet hjemmearbejde. I fagene dansk og regning koncentrerede læreren sig i halvdelen af en time om den ene årgang, mens den anden arbejdede selvstændigt med opgaver. Derefter var det omvendt.

Hver sommer kom vi på en endagsudflugt. Et år gik den til Koldinghus, hvor et baghjul på Nørreby-vognmandens turistbus faldt af i Nr. Bjært og trillede over vejen og ind i en hæk, så han måtte tilkalde en lokal bus til at transportere os det sidste stykke vej. Et andet år var udflugtsmålet Odense, hvor vi kørte med sporvogn ud ad Søndre Boulevard til zoologisk have. Her så vi en hest, der demonstrerede sine talfærdigheder. Den fik en regneopgave, og ud af flere træklodser med påmalede tal stillede den sig ud for klodsen med det rigtige resultat.

Mindst en gang var vi i Odense Teater, hvor vi var meget benovede over balkonerne og de mange rækker af lænestole med opklappelige sæder. Selv om lærer Nielsen med dramatisk stemmeføring havde læst "Elverhøj" for os i timerne, forstod jeg ikke meget af det, jeg så på scenen. Jeg blev dog klar over, at manden med den tykke mave og klappen for det ene øje skulle forestille Christian den Fjerde.

Hvert 4. år begav hele "den store skole" (4.-7. årgang, i alt 25-30 børn) sig med hr. og fru Nielsen på en flerdagstur til København. Alle børn i Nørreby kom således på denne tur i løbet af deres skoletid. Jeg var 11 år, da jeg i den anledning for første gang var på Sjælland - oven i købet med eksprestog! Fra rejsen husker jeg dog kun, at vi fik udpeget Fjenneslev Kirke med de 2 tårne.

I København boede vi på Fregatten Jylland, der uden master og kanoner lå fortøjet ved en bro over til Amager. Fra dens kæmpemæssige dæk kunne vi se broen gå op, når skibe skulle passere. I dagtimerne gik vi rundt i byen i 2 rækker og passede meget på ikke at blive væk, for det var jo en noget anden og mere farlig verden end Nørreby. Vi så Rundetårn, Rådhuset, Glyptoteket, Thorvaldsens Museum og sikkert også andet. Til Danmarks Akvarium kørte vi i S-tog, hvor vi kunne komme i klemme i dørene, hvis vi ikke skyndte os at stige på og af.

En eftermiddag var vi i Danmarks største biograf, Palladium, for at se "Støt står den danske sømand". Jeg lukkede øjnene på det sted i filmen, hvor masten faldt ned over Poul Reichhardt, men det sagde jeg ikke til nogen.

Hver dag fremskaffede fru Nielsen en papkasse med en madpakke til hver. Vi spiste den, men dog ikke uden at udveksle kritiske bemærkninger om indholdet. Pålægget, der bl. a. bestod af hakket kogt æg og en rød substans, var noget mærkeligt noget, og efter vores mening stod maden i det hele taget slet ikke mål med den, vi fik derhjemme.

Vi var også i Tivoli en aften, hvor vi blev sluppet løs ved Pjerrotstatuen med mange formaninger om at mødes der igen, så snart fyrværkeriet var slut. Min ældste lillebror og jeg var meget benovet over fyrværkeriet og gik i retning af det. Det medførte, at vi ikke kunne finde Pjerrot. Lillebror græd, og jeg var slet ikke stolt ved situationen. Efter nogen tid måtte jeg så tage mod til mig og spørge en tivolibetjent om vej. Til min store overraskelse skældte læreren os slet ikke ud, da vi omsider sluttede os til Nørreby-børnene, som i række og geled kunne forlade Tivoli på vej til køjerne under dækket på fregatten.

En gang om året var der eksamen, hvor skolekommissionen med præsten i spidsen sad bagerst i skolestuen og overværede, at vi blev overhørt i de salmevers, tabeller og andre lektier, vi havde forberedt os på derhjemme. Det bedste ved eksamensdagen var, at den sammen med juleaften udgjorde årets slikdage. Vi fik 1 eller 2 kroner med hjemmefra, og på vej til skole købte vi ind hos købmanden. Det var et helt orgie.

 

Konfirmationen

1. april 1951 blev vi, der startede skolegangen i Nørreby i 1944, konfirmeret i Klinte kirke og trådte dermed ind i de voksnes rækker. Tanken om videre skolegang var slet ikke på tale og faldt os end ikke ind. Vi skulle arbejde og selv tjene til livets opretholdelse. En skulle i lære i sin fars værksted, ligesom hans far havde været det hos sin far. Et par skulle fungere som karle på de fædrende gårde, ligesom deres fædre havde gjort før dem. Jeg ville også være landmand og kom 1. maj ud at tjene som 3. karl på en gård i Klinte.

 

I bagklogskabens klare lys

Når jeg nu sidder her mere end et halvt århundrede efter og skal forsøge at gøre status over resultatet af de 7 år, hvor vi hver anden dag gik i skole i Nørreby, må jeg konstatere, at vi var heldige. Den forskolelærerinde og den lærer, der var de eneste, vi gennem hele vores skoletid blev undervist af, var begge engagerede, ansvarsfulde og bevidste om den store indflydelse, de gennem undervisning af flere generationer af Nørrebys beboere havde. Efter endt skolegang var vi derfor godt rustet til at indtage vores pladser i det eksisterende landbosamfund.

Vores skolemæssige standpunkt efter de 7 år tålte for så vidt angår de fag, vi blev undervist i, sammenligning med standpunkterne hos jævnaldrende børn, som havde gået i en kommunal skole hver dag. Noget af årsagen hertil må nok søges i det forhold, at vi formentligt har haft mere hjemmearbejde, som vi også havde mere tid til end købstadsbørn. I mit hjem var det f. eks. sådan, at vi de 3 ugentlige ikke-skoledage skulle lære lektier om morgenen og slet ikke fik lov til at gå ud, før mor havde konstateret, at vi kunne vores salmevers, tabel og kongerække udenad og havde regnet, læst og skrevet det, vi skulle.

Imidlertid var vi jo i forhold til jævnaldrende børn fra købstadsskoler begrænset af, at vi ikke under vores skolegang havde stiftet bekendtskab med væsentlige fag som matematik, fysik og fremmedsprog. Vores største handicap var dog nok, at vi ikke af skolen eller vores forældre på nogen måde blev motiveret til at fortsætte skolegangen ud over de 7 år. Det lå også næsten uden for mulighedernes grænse, da vi i så fald allerede efter 5. skoleår skulle have forladt vores trygge landsbymiljø og dagligt have cyklet 12 km hver vej til mellemskole i Bogense. Vores forældre skulle have betalt for vores undervisning, og vi kunne ikke have forsørget os selv umiddelbart efter vores konfirmation. For os Nørreby-børn og de fleste af vores forældre var den blotte tanke herom helt urealistisk.

Billede af "den store skole"

Billede af skolestuen i den store skole